fredag, april 04, 2008

Strategi på humaniora?

Der er næppe nogen med en forskningsmæssig tilknytning til humaniora, der ikke har følt behovet for at genformulere en målsætning, en strategi, en vision eller et formål med humaniora. Der er mange navne for det, der måske skal til, for at afhjælpe vores fornemmelse af rådvildhed og mangel på mål og samling.

Men inden man kommer for langt med at lægge sig fast på, hvad humaniora skal, så tror jeg at det er værd at overveje nogle ting (det kan være at andre allerede har gjort det, og kan hjælpe her):

Hvilke problemer er det egentlig, vi skal løse?
Det lader til, at humaniora (i det mindste humaniora på KU)

i) har et ret dårligt omdømme i nogle politiske kredse: man stoler ikke på relevansen, kvaliteten og omfanget af det, vi laver
ii) at arbejdsløsheden blandt vores kandidater er høj i forhold til øvrige kandidater
iii) gennemførselstiden for vores kandidater er for stor og frafaldet for stort
iv) kvaliteten af studerende der rekrutteres er dalende
v) at vi er relativt dårlige til at få midler fra eksterne financieringskilder, igen sammenlignet med andre dele af universitetet
vi) at vi sammenlignet med andre dele af universitetet producerer relativt få artikler i tidsskrifter med peer-review.

Der er utvivlsomt flere andre udfordringer, men det er hvad jeg kan komme i tanke om.

Hvilken form skal en strategi have?
Ved et møde med dekanatet på vores institut var den underliggende antagelse, at en strategi for humaniora formulerer et fælles projekt for humaniora. Enhver kan se det attraktive i dette, naturligvis: 'Humanioras projekt er .....' og så fyldes der noget ind, der for humaniora har samme rolle som atombomben havde i Manhattan-projektet, eller som månelandingerne havde for NASA. Humaniora kunne så blive et feldt som sundhedsvidenskab, hvis projekt det er at forstå menneskekroppen som biologisk system med henblik på at kunne behandle og forebygge sygdomme.

For mig at se er der i denne ide noget, der er anvendeligt, og noget, der ikke er. For det første er det en illusion at behandle humaniora som en ensartet ting. Humaniora er i realiteten en samlebetegnelse for en række endog meget forskellige discipliner, der af forskellige historiske grunde er samlet i samme institution, eller rettere i samme underafdelingen af en større institution, der også er en samlebetegnelse for en række meget forskellige discipliner, nemlig universitetet. Humaniora har på den måde ikke en essens eller en fælles kerne, men består af en række forskningsaktiviteter, der i større eller mindre grad slægter hinanden på. På et mere detaljeret og indholdsnært niveau er der derfor ikke noget sådant som humanioras metode eller humanioras indbyggede målsætning. En strategi, der er skrevet udfra en forestilling om, at humaniora i mere detaljeret forstand har en fælles kerne, og derfor kan sætte sig et fælles mål, kan være meget skadelig.

Det ændrer ikke på, at vi til udvortes brug kan have gavn af nogle catch-phrases, i stil med det, man kunne tro gælder for det sundhedsvidenskabelige fakultet (som jo udforsker mennesket som biologisk system, ikke sandt? I praksis er der naturligvis tale om en række meget forskellige forskningsområder, med meget forskellige metoder mv. Og nogle af dem kigger ikke på mennesker, men på rotter eller matematik. Og meget er motiveret af grundforskningsinteresse). Man skal i tre ord kunne forklare den til enhver tid siddende forskningsminister, hvorfor humaniora er vigtigt.

Men på andre punkter skal man måske ikke overdrive den gavn, en samlende vision kan gøre (givet, at visionen er så løst formuleret, som den i realiteten er nødt til at være, med mindre man har tænkt sig at uddefinere store dele af forskningen på fakultetet - en mere præcis definition af humanioras rolle, formål mv. vil, i sagens natur, udelukke stor dele af feltet, netop fordi feltet er så heterogent). Meget af det arbejde, vi gør som forskere, undervisere, formidlere, adminstratorer, mellemledere, fondsansøgere mv. vil være uafhængigt af, hvad der står i den vision, som ministeren skal overbevises af. Hvilken forskel vil formulering af en vision af den art gør for konkrete alvorlige problemer, som f.eks. den i forhold til andre områder høje arbejdsløshed på nogle fag? Næppe nogen. Praktikordninger, som mange fag indfører, hver for sig, går formentlig en meget stor forskel. Konjunkturer i samfundet gør en anden stor forskel.

Et andet forhold er følgende. Mange får et dødt udtryk i øjnene, når talen falder på humanister, humaniora, humanioras rolle og så videre, og det gælder for såvidt både fortalere og skeptikere. Men det er helt anderledes enkelt at forklare, hvorfor det er en god ting, at der forskes i Shakespare eller Kafka, hvorfor medievidenskab, maskinoversættelse, politisk filosofi og arkæologi er lødige emner, som nogle skal sætte sig ind i, og som på den ene eller den anden måde er anvendelige. Måske skyder vi os selv i foden ved at tænke på det forkerte niveau? Måske skal vi også udadtil præsentere humaniora som den palet af interessante og vigtige forskningsaktiviteter, det er, som imidlertid ikke indholdsmæssigt har mere med hinanden at gøre end de ting, som foregår på det naturvidenskabelige fakultet (gummistøvlebiologer og astrofysikere laver ret forskellige ting).

Se nærmere på bloggen meningenmedhumaniora.

onsdag, oktober 10, 2007

Ingen genoplivning ved hjertestop


Næste gang læseren er på hospitalet med en alvorlig sygdom, så se lige om, om der et eller andet sted skulle stå ’-2222’ eller ’-555’ på de første sider af journalen. I givet fald er forklaringen følgende: ’2222’, ’555’ er lokaltelefonummeret, som personalet ringer til, hvis en patient får hjertestop. Det lille minus foran betyder, at man har besluttet ikke at ringe.

Andre steder er systemet, at man sætter et rødt mærke på forsiden af patientens journal. Pointen er den samme. En kode i journalen viser, at personalet har truffet en beslutning om, at der ikke skal forsøges genoplivning ved hjertestop. Denne beslutning skal naturligvis kommunikeres til alle dele af personalet, der har med patienten at gøre, og derfor skal den skrives et eller andet sted. Via lovbestemt journalindsigt kan patienter få adgang til deres journaler. Og så er det sin sag af anføre i klartekst, at man anser patienten for at være for syg til at genoplivning giver mening. Særligt hvis man ikke har talt med patienten og sikret sig, at han eller hun er indforstået.

At dette foregår er alment kendt for sundhedsprofessionelle, men sjældent forsøgt nærmere kortlagt eller dokumenteret. En lille flig af denne grå side af sundhedsvæsenet er afdækket i en artikel af lægerne Nicola Hvidt Ballin og Peter Gjersøe, som blev trykt i Ugeskrift for Læger den 26. marts i år. I undersøgelsen er 193 medicinske afdelinger på danske hospitaler via et spørgeskema blevet spurgt om deres praksisser i forbindelse med ordinationen ”Ingen genoplivningsforsøg ved hjertestop”. Her viser det sig, at blandt de 138 afdelinger, der svarede tilbage, bruger 92% ordinationen. På 58% af afdelingerne brugte man ikke kode som ovenfor beskrevet, men det gjorde man altså på 33% af afdelingerne.

Hvor tit spørger man patienterne om de er indforstået med at få ordineret ’ingen genoplivning ved hjertestop’? Ofte vil der være tale om at ordinere ’ingen genoplivning’ til patienter, der så syge, at det ikke giver mening at spørge dem om noget som helst. Men, som det lakonisk hedder i Ballin og Gjersøes artikel: ’På spørgsmålet om, hvor ofte kompetente patienter inddrages inden IGVH [ingen genoplivning ved hjertestop] ordineres var svarene ”altid” på 20 (14%) afdelinger, ”ofte” på 34 (25%) afdelinger, ”sjældent” på 59 (43%) afdelinger og ”aldrig” på 12 (9%) afdelinger.’ Her er ’kompetente patienter’ de patienter, der har mentale ressourcer i behold til selv at tage stilling til deres behandling. Op mod 70% af de medicinske afdelinger rapporterer altså, at kompetente patienter sjældent eller aldrig inddrages i en beslutning om, at de ikke skal forsøges genoplivet i tilfælde af hjertestop.

Disse praksisser er reaktioner på et dybere problem. Patienters juridiske stilling i sundhedsvæsenet er baseret på idealet om selvbestemmelse. En patient ses som en person, der kan, vil og har ret til selv at træffe de afgørende beslutninger vedrørende sit eget liv. Retten til selvbestemmelse er ikke en ret til en hvilken som helst behandling eller undersøgelse, man måtte ønske, men kun en ret til at vælge mellem de medicinsk indicerede behandlinger og undersøgelser, dvs. de behandlinger og undersøgelser, der udfra en lægefaglig betragtning er medicinsk relevante . Muligheden for at vælge forudsætter information, og derfor har patienter ret til fyldstgørende information om relevante behandlinger og undersøgelser.

Det er klart, at idealet om selvbestemmelse tilsiger, at en så vigtig beslutning som den, at en ellers livreddende behandling ikke skal iværksættes, ikke kan træffes uden at patienten tages med på råd. Ordinationen ’ikke genoplivning ved hjertestop’ er på dette punkt ikke anderledes end andre ordinationer, også selvom den går på, at en behandling netop ikke skal ordineres.

Men patienters ret til selvbestemmelse omfatter ikke bare retten til at få relevant information, men også retten til at blive sparet for denne information. Man har retten til at vide, men også retten til ikke at vide, og dermed retten til ikke at tage stilling til et spørgsmål, der er for tungt. Men hvordan finder man ud af, at et spørgsmål er for tungt uden at stille det? Lægers pligter omfatter ikke blot hensynet til selvbestemmelse, men også til den eksistentielle sammenhæng i patienters tilværelse. Spørgsmålet ’hvad ønsker du, at vi skal gøre, hvis du får et hjertestop?’ har implikaturer, som er helt umisforståelige for den der stadig håber at vinde kampen mod en sygdom. I nogle tilfælde taler dette hensyn afgørende imod at stille spørgsmålet.

Når man undertiden holder ordinationen ’Ingen genoplivning ved hjertestop’ i kodesprog, er det et velment forsøg på at håndtere disse fundamentale etiske konflikter. Måske er det ikke den bedste praksis, og det skal de ansvarlige erkende. Men fremfor alt skal alle erkende, der ikke er en smertefri må at udmønte idealet om selvbestemmelse på.

Nicola Hvidt Ballin & Peter Gjersøe, ’Ordinationen ”Ingen genoplivningsforsøg ved hjertestop’, Ugeskrift for læger, 169/13, 26. marts 2007, s. 1205-1208.

Denne kommentar har været trykt i Information d. 8.10.2007


fredag, april 20, 2007

Jeg har lige holdt oplæg på dagens konference Videnskab mellem tro og politik på Københavns Universitet. Emnet var, om staten eller offentligheden bør forholde sig neutral i epistemiske konflikter, som vi f.eks. finder dem om menneskets oprindelse (intelligent design (ID) vs. evolutionsteori), klimaspørgsmål (FN’s klimapanel vs. Lomborg), alternativ behandling (Ventegodt vs. Sundhedsstyrelsen), Fødevarerådgivning (Nørretranders vs. Ernæringsrådet). Disse debatter spiller en rolle for praktiske spørgsmål: Kan ID være på pensum i skolerne? Kan en universitetsansat forsker være fortaler for ID? Skal de, der afviser klimaforandringer have flere forskningsmidler? Skal politikerne tage for givet, at klimaforandringerne er delvist menneskeskabte, eller skal de betragte det som en mulig hypotese? Skal alternativ behandling financieres i det offentlige sundhedsvæsen? Skal der bruges forskningsmidler på undersøgelser af alternativ behandling? Skal de statslige kostråd laves om? Mere kød, mindre korn? Mere pluralisme?

I oplægget forsøger jeg dels at karakterisere, hvad epistemisk neutralitet kunne bestå i, og dels at diskutere nogle af argumenterne for epistemisk neutralitet. Generelt forsøger jeg at forsvare, at staten ikke behøver at være neutral i disse konflikter. Læs hele præsentationen her.

torsdag, marts 29, 2007

Offentlig forelæsning med Daniel Dennett

Den verdenskendte amerikanske filosof Daniel C. Dennett besøger Københavns Universitet med en offentlig forelæsning om sin seneste udgivelse ’Breaking the Spell: Religion as a Natural Phenomenon’, der også er titlen på forelæsningen.

Dennett kaster et skeptisk blik på troens påståede dyder gennem en undersøgelse af den biologiske og kulturelle oprindelse af troen på det overnaturlige. At forstå religion som et naturligt fænomen udfordrer den udbredte antagelse, at religion er fundamentet for etik. I stedet bør vi lade et naturalistisk verdensbillede være grundlag for menneskets opblomstring fra et neutralt perspektiv. Ifølge Dennett skal vi bryde det trolddomsgreb, som religionen holder os fanget i.

Forelæsningen afholdes på engelsk.

Tid og sted: den 10. maj 2007 kl. 14-16, Det nye KUA, lokale 23.0.50, Njalsgade 80, Kbh. S

Tilmelding ikke nødvendig - alle er velkomne.

Arrangør: Københavns Universitets satsningsområde BioCampus.

søndag, marts 25, 2007

Ytringsfrihed og tankefrihed

Da karrikaturkrisen for omtrent et år side var på sit højeste var jeg, som sikkert næsten alle danskere, i vildrede om karrikaturer, ytringsfrihed, brændende flag, sårede religiøse følelser og passende eller upassende undskyldninger. Jeg fandt så J.S. Mill’s On Liberty frem, hvis kapitel 2 ’On the Liberty of Thought and Discussion’ er et locus classicus for den europæiske tænkning om ytringsfrihed. Mills møjsommelige analyser af argumenter for og imod friheden til at ytre sig og tænke over hvad som helst er fascinerende, men også beroligende, for Mill’s hovedargument bygger på den betydning, som ytringsfrihed har for en fri, kritisk diskussion, hvilket igen er afgørende både for den videnskabelig indsigt og moralske sensibilitiet, der bliver et samfund til del.

Men jeg forstår nu, at jeg hellere skulle have brændt Mills bog. Ytringsfrihed er ikke til diskussion, hvilke betyder, at man ikke må give sig i kast med at karakterisere, hvordan ytringsfrihed passer ind i den større pakke af normer og værdier, der kendetegner det liberale demokrati.

Dette er kernen i det komplet idiotiske angreb, Lars Hedegaard, Lone Nørgaard og et par medløbere de eneste par dage har iværksat mod min gode kollega Nils Holtug for nylig.

Anledningen er, at Holtug har fået en bevilling på 7 millioner fra FKK til et forskningscenter, hvis mål det er at analysere blandt andet dette spørgsmål. Men her vil Lars Hedegaard og de andre skarprettere have lukket for dybere analyser. Ikke bare ytringsfrihed, skal filosoffer og andre afholde sig fra at forsøge at forstå bedre, men også vigtige emner som multikulturalisme, minoriteters rolle i et liberalt demokrati. Det er vel egentlig alle dele det liberale demokratis normative grundlag, der skal underkastes et diskussions- og analyseforbud?

Lars Hedegaard og de andre køllesvingere ved sikkert med sig selv, hvad de skal mene om tørklædeforbud, multikulturalisme og alle mulige andre spørgsmål, der rejser sig for vores liberale demokrati. Men de ved åbenbart også en anden ting, nemlig at man ikke må forsøge at forstå og udrede synspunkters komplicerede netværk af begrundelser, argumenter og modargumenter, og modargumenter til modargumenter, der til stadighed frembringes i den internationale debat, og i den danske debat – indtil videre.

Idiotisk er angrebet, men også ynkeligt. Hvis nogen forsøger at argumentere mod noget af det, Lars Hedegaard er overbevist om, så burde det jo være en smal sag for ham at udpege en fejl i argumentet? Eller er der noget at være bange for?

Sagens kerne er desværre ligeså triviel som den er trist, nemlig politisk korrekthed. Politisk korrekthed er ikke en bestemt pakke af holdninger til passiv rygning, miljøsagen og fædres barselsorlov. Nej, politisk korrekthed er en holdning til holdninger. Politisk korrekthed er den indstilling, at bestemte holdninger ikke må diskuteres men skal antages som dogmer. De politisk korrekte har selvfølgelig forskellige dogmer. Men de er enige om at fare frem ved at undertrykke begrundelser og argumenter. For den politisk korrekte er holdninger og værdier noget man kæmper for, ikke noget man begrunde i en diskussion. Fjenden - de, der mener noget andet – skal overvindes, ikke overbevises. Sejren skal i hus, ikke ved argumenter, men ved at modstandere intimideres til tavshed eller fjernes fra kamppladsen.

Den virkelige konflikt er går ikke på substantielle spørgsmål som ytringsfrihed og multikulturalisme eller de andre emner, forskningscentret vil beskæftige sig med. Konflikten er mellem de politisk korrekte, der mener at analyse og begrundelse er uanstændigt og farligt, de ukorrekte, der tværtimod mener, at den er nødvendig.

Hedegaard og de andre skarprettere tager værdikampen for bogstaveligt. De ser det som en kamp, hvis mål er at lukke munden på fjenden og hvor alle midler gælder. De er dermed åndsbeslægtede med de brostenskastende idioter på Nørrebro; blot bruger de ord som brosten. De tror ikke på værdien af det gode argument. De er fornuftsskeptikere med et fjendebillede, præcis som man finder det i den gamle universitetsmarxisme, de har taget afstand fra, men åbenbart stadig står i åndelig gæld til. Præcis som de islamistiske fjender af det vestlige liberale demokrati. Under den politiske korrekthed ligger altid en mistro til værdien af argumenter og fornuft.

Det forstemmende ved hele sagen er ikke, at nogen politiserer med deres forskning. Risikoen for, at det sker i et internationalt akademisk miljø er lille. Selvfølgelig har Holtug og co. holdninger. Men de fremfører dem kun, hvis de også har gode argumenter, og de har dem kun indtil gode argumenter overbeviser dem om noget andet. Ellers var de færdige som forskere. Nej, det forstemmende er, at endnu en del af den akademiske diskussion skal gøres til slagmark i værdikampen, så det bliver umuligt at foretage en sober udredning af det normative grundlag for det liberale demokrati.

fredag, marts 23, 2007

Bør grænsen for den fri abort ændres fra 12 til 18 uger?

Dette spørgsmål er kommet til at fylde en del i debatten, måske især foranlediget af udmeldinger fra Dansk Selskab for Obstetrik og Gynekologi. Baggrunden er de forskellige fosterdiagnostiske undersøgelser, der i forskelligt omfang først leverer et svar efter udgangen af 12. uge hvor der ikke længere er fri adgang til abort. En abort efter 12. uge kræver samrådenes eller i sidste instans abortankenævnets tilladelse. Kvinder, der får fortaget fosterdiagnostiske undersøgelser, kan dermed sættes i det vanskelige problem, at de kan få forelagt informationer om risici for sygdom eller misdannelse hos fostret, men de har ikke længere selv muligheden for alene at afgøre, om de vil fortsætte svangerskabet.

Jeg mener ikke, at der er grund til at generelt at ændre 12. ugers grænsen for fri abort. Det er velmotiveret, at der både er adgang til fri abort, og at der er en øvre tidsgrænse. Men som sagerne ligger, er det umuligt at pege på på grunde til, at grænsen skal være netop 12 uger, og ikke f.eks. 14. uger eller 18 uger som i Sverige. Grænsen på 12 uger for fri abort er i dag kun historisk begrundet. Men alt tyder på, at 12. ugersgrænsen i almindelighed fungerer fint. Derfor er det svært at se, at der er grund til generelt at lave dette system om, med alt hvad dette indebærer af risici for utilsigtede konsekvenser. Det er ikke fordi, tilstanden i Sverige med en grænse for fri abort ved 18 uger er en moralsk katastrofe i forhold til Danmark. Jeg er blot ikke overbevist om, at det er 12.ugers grænsen som sådan, der giver problemer.

Det hænger sammen med, at jeg mener, at der efter 12. uge bør være en mere lempelig adgang til abort for de kvinder, der i forbindelse med fosterdiagnostiske undersøgelser erfarer, at der er en forøget risiko for, at fostret har en sygdom eller en misdannelse. Man bør i videre omfang end det er tilfældet i dag imødekomme disse kvinders egen vurdering af, hvornår en risiko for en sygdom eller misdannelse er så alvorlig, at en sen abort er berettiget. I dag får over 90% af de kvinder der søger om abort efter 12 ugers grænsen tilladelse af samrådene eller ankenævnet. Jeg mener altså at flere blandt de resterende knap 10% også burde have tilladelse. Det gælder f.eks. kønskromosomlidelserne. Det er naturligvis svært at vurdere, hvor mange ekstra sene aborter en praksisændring i stil med den jeg foreslår vil betyde, men et fingerpeg fås måske ved antallet af afslag, som meddeles af abortankenævnet (ca. 50-60 år).

Det ville naturligvis være formålstjenligt med en mere præcis angivelser af kriterier, som kunne foreslås. Men jeg tror, at uanset hvor man vil sætte grænsen for abort efter 12. uge, så vil det være meget vanskeligt eller måske umuligt at formulere kriterierne præcist. Undtagelsen er, hvis man indtager en af de to ekstreme holdninger: at sene aborter aldrig bør tilladelse eller at sene aborter altid bør tillades. Alt ind imellem dette kræver en institution i stil med samrådene, som skal give tilladelse, og alle positioner vil have det problem, at det er vanskeligt eller umuligt at angive de præcise kriterier, som samråd og abortankenævn skal fungere efter. Så vidt jeg kan læse loven, så kunne abortankenævnet inden for lovens rammer faktisk af egen drift slå ind på en mindre restriktiv praksis, ligesom de for nogle år siden angiveligt har lagt sig fast på en mere restriktiv praksis.

Hvorfor en mere liberal praksis?
Grundlæggende taler noget for en mere liberal praksis uden at noget taler afgørende imod. For taler naturligvis hensynet til kvinden selvbestemmelse, selvom jeg dog gerne vil gøre opmærksom på, at billedet er broget. Principielt set kan man naturligvis sige, at en udvidelse af området, hvor en kvinde selv har myndighed til at træffe en afgørelse om abort naturligvis være en styrkelse af hendes selvbestemmelse. Men to forhold gør sagen mere kompliceret. En persons reelle muligheder for at træffe en fornuftig, selvbestemt afgørelse om sit eget liv kan undermineres hvis man stilles i meget emotionelt eller kognitivt krævende situationer. Måske er det nogen gange tilfældet i forbindelse med beslutninger om sene aborter på grundlag af fosterdiagnostik. For det andet kan der jo i nogle tilfælde være paternalistiske grunde til at mene, at en kvinde træffer en afgørelse, som hun ikke selv er bedst tjent med i det lange løb. Når det er sagt, så står det også klart, at det er meget vanskeligt konkret at afgøre, hvor disse forbehold er relevante. Er disse forbehold stærke og veldokumenterede nok til at vi generelt skal sige, at der bør være en mere restriktiv adgang til aborter efter 12. uge? Næppe. Og hvem skal afgøre, om de i konkrete situationer er relevante, og efter hvilke principper? Det er umuligt her at pege andet end at de berørte selv og deres pårørende må overveje grundigt hvad de vil gør.

Det er svært at se, hvad der afgørende taler for den nuværende praksis, men imod en mere liberal praksis. En mere liberal praksis kan ikke motiveres af et hensyn til barnet. Men den nuværende praksis, hvor alle der søger om tilladelse til sene aborter på grundlag af f.eks. Downs Syndrom hos fostret, får en tilladelse, kan heller ikke motiveres af hensynet til barnet. Hvis forkert at fravælge et barn med f.eks. Turners syndrom, fordi det ville have et udmærket liv, så er det også forkert at fravælge børn med Downs syndrom, der jo i mange tilfælde har udbærmede glimrende liv, og det samme gælder mange af de mere alvorlige lidelser, hvor ingen i praksis er i tvivl om, at det er etisk tilladeligt at fravælge fostret.

Hvis man derfor afviser at gøre praksis mere liberal, fordi man mener, at praksis skal være udformet udfra hensynet til barnet som hovedhensyn, så må man gå ind for, at praksis skal være langt mere restriktiv end den er i dag. Faktisk må man mene, at der kun kan gives tilladelse til sene aborter i de helt ekstreme tilfælde, hvor barnet alligevel ikke er levedygtigt, eller hvor der er en høj grad af sikkerhed for, at livet for barnet vil blive så rædselsfuldt, at det set fra barnets perspektiv ikke er værd at leve.

Dette kan have fundamental betydning, hvilket jeg først vil illustere med nogle eksempler.

Marta ønsker i en bestemt uge at undfange et barn. Imidlertid har hun netop i denne uge en virusinfektion, som beetyder, at hvis hun undfanger barnet på dette tidspupnkt, så vil barnet på grund af infektionen være mentalt retarderet i mild grad. Hvis hun venter til næste periode vil hun have overstået sin virusinfektion, så vil hun få et normalt barn. Det er to forskellige børn, kvinden kan få. Antag, at de begge vil være piger, og kald det første barn Astrid og det andet Beate. Hensynet til Astrid taler for, at Astrid sættes i verden, hvilket vil ske på bekostning af Beate. Hensynet til Beate taler naturligvis for, at hun sættes i verden i stedet for Astrid.

Hvad skal Marta gøre? Jeg mener, at Marta naturligvis skal vente med at undfange et barn, til hendes infektion er overstået. Som det er fremgået, kan dette ikke motiveres udfra et hensyn til barnet – i ental. I stedet kan begrundelsen være noget i retning af følgende princip:

(GMI) Det generaliserede hensyn til mulige individer. I situationer, hvor man kan vælge mellem at sætte et af flere forskellige individer i verden, så bør man alt andet lige vælge det individ, der får det bedste liv.

Dette er ikke ment som en meget præcis formulering af et etisk princip, men det er forhåbentlig klart nok, hvad pointen er. Princippet kan som antydet forstås som en generalisering af, hvad der ligger i at tage hensyn til mulige individer, og generaliseringen ligger naturligvis i, at princippet omfatter situationer, hvor vi skal træffe et valg mellem flere mulige individer, der kan sættes i verden.

Den nuværende praksis, hvor der bevilliges sene aborter i en lang række situationer kan som sagt ikke motiveres at et hensyn til barnet. Men det kan motiveres af GMI. Udfra dette hensyn kan man fravælge et barn med Down syndrom med den begrundelse, at det er bedre at sætte et andet barn i verden, som ikke har Down syndrom.

Hvis man har den holdning, at abort er en lige så alvorlig handling som et drab, så må man afvise at give GMI nogen særlig vægt i forbindelse med sene aborter. Men så må man også afvise den nuværende praksis til fordel for en langt mere restriktiv praksis.

Motiver og signaler
Man kan kritisere en mere liberal praksis med, at den blot tjener perfektionistiske forældres ærinde. Men jeg tror, at det er forkert af to grunde. For det første er jeg ikke så sikker på, at man kan sige, at der er forskel på motiverne hos f.eks. de, der får abort på grundlag af konstateret Downs Syndrom, og de der søger om sene aborter på grundlag af f.eks. en kønskromosomlidelse. For det andet tror jeg ikke, at motivet er et ønske om et perfekt barn. Det er i stedet ønsket om et normalt barn: et barn uden en kronisk sygdom eller en misdannelse. Forældre ved godt, at deres børn ikke er perfekte, men mange ønsker meget stærkt at deres kommende barn ikke har en kronisk sygdom eller misdannelse. Den afgørende er det normale, ikke det perfekte.

Der er også en anden vigtig grund til, at motiverne hos abortsøgende forældre måske ikke er så anløbne, som det i første omgang kan tage sig ud. Lad mig her bruge Turners syndrom som eksempel. Kvinder med Turners syndrom har et X-kromosom mod normalt to. Tilstanden er knyttet til en række andre ting, bla. infertilitet og lav vækst. Men generelt er der ingen tvivl om, at en kvinde med Turners syndrom i mange tilfælde vil leve et normalt liv.

Skal der være mulighed for at få bevilget sene aborter på grundlag af Turners syndrom? Vil det ikke være en hel urimelig måde at behandle de kvinder, der nu lever med Turners syndrom på?

Jeg er ikke så sikker. Hvad er forældrenes motiver i denne sag, hvis de ønsker abort på dette grundlag? Ja, hvis det kunne lade sig gøre at behandle et forsteranlæg for Turners syndrom, så ville det være det, forældre ville foretrække (forudsat at behandlingen var god nok). Men det kan som bekendt ikke lade sig gøre. I stedet foretrækker man så at lade et andet individ komme til verden, et individ uden Turners syndrom. Så forældres ønske om, at dette barn skal befris fra sit Turners syndrom bliver i praksis omsat til et ønske om at de i stedet får et andet barn uden Turners syndrom. Ønsket om en abort i forbindelse med Turners syndrom er ikke udtryk for, at der er noget bestemt individ, man ikke ønsker. Det er derimod et ønske om, at det individ, der fødes, uanset hvem det nu bliver, er et normalt, rask barn, og derfor ikke har Turners syndrom. Hvis jeg har ret i, at dette er grundmotivationen, som får nogle forældre til alt søge abort på grundlag af Turners syndrom, så er det for mig at se ikke klart, at grundmotivation er uetisk.

Det er i øvrigt svært at tro andet end at voksne kvinder med Turners syndrom på et punkt tænker på nogenlunde samme måde om sig selv. De ville foretrække, at de ikke havde Turners syndrom, selvom de naturligvis ikke foretrækker, at et andet individ uden Turners syndrom eksisterer og at de selv ikke gør.

Desuden er et ønske om at få et barn uden Turners syndrom snarere end med Turners syndrom, selvfølgelig ikke et ønske om, at individer med Turners syndrom ikke skal behandles som ligeværdige.

Det er nærliggende og helt relevant at se på de signaler, en bestemt praksis omkring sene aborter sender. Man kunne modsætte sig at tillade sene aborter i forbindelse med Turners syndrom motiveret udfra et ønske om, at samfundet skal kunne rumme personer, der afviger lidt fra det normale, f.eks. ved at de har Turner’s syndrom. Udfra dette synspunkt, behøver samfundet ikke at tage stilling til forældres motiver, hvilket kan regnes som en privat sag, eller en sag, der under alle omstændigheder ikke egner sig til at regulere udfra. Men samfundet kan ikke desto mindre ønske at sætte en norm for rummeligheden, og denne norm kan f.eks. manifesteres i, at man ikke tillader sene aborter på grundlag af Turners syndrom.

Jeg har stor sympati for målsætningen, nemlig åbenhed over for mennesker, der på den ene eller den anden måde afviger fra det normale, herunder selvfølgelig kvinder med Turners syndrom. Men det er vigtigt at forstå målsætningen rigtigt. Ingen mener, at vi i rummelighedens navn skal afholde os fra at opfordre gravide kvinder til at spise sundt og ikke drikke alkohol under graviditeten. Vi skal heller ikke bevidst skabe børn med specielle handicaps (f.eks. blinde børn) med det formål at markere vores accept af blinde mennesker. Forældre, der bevidst påfører et eller rask foster en tilstand som Turners syndrom (hvis det kunne lade sig gøre), ville handle groft uetisk overfor barnet, og det tror jeg, at alle vil være enig i.

Målsætningen kan ikke være, at det i rummeligheden navn skal sikres, at der fødes børn med Turners syndrom. Men kvinder med Turners syndrom har et fundamentalt krav på, at samfundet ikke ekskluderer dem. Samfundet (staten og det øvrige fællesskab) skal behandle kvinder med Turners syndrom som fuldgyldige og ligeværdige medlemmer af samfundet. Samfundet må ikke agere udfra motiver, der indebærer, at personer med Turners syndrom ses som uønskede eller som mindre værd end andre borgere. Som nævnt følger ikke heraf, at kvinder med Turners syndrom har krav på, at der hele tiden kommer nye individer til med Turners syndrom. Der kan med andre ord opstå en situation, hvor de må acceptere en udvikling, der betyder, at deres gruppe uddør.

Men har Turner-kvinder alligevel et krav på, at staten forbyder, at forældre foretager en abort på grundlag af Turners syndrom? Er en legal mulighed for at abortere fostre på grundlag af et diagnosticeret Turner’s syndrom en instans af, at staten betragter individer med Turners syndrom som uønskede? Selvom det måske lyder som et spørgsmål, hvor svaret ikke kan være andet end et ’ja’, så er der alligevel grunde til at tøve. For det første er det er ikke staten, der vælger et individ med Turners syndrom fra, men det enkelte forældrepar. Man kan indvende her at staten sanktionerer, at der foretages fravalg på et bestemt grundlag, og der er præcis det, der er problemet. For er det ikke netop udtryk for, at staten tillader øvrige dele af samfundet (abortsøgende par) at agere motiver, der kun kan beskrives som forkerte, fordi de implicit ser kvinder med Turners syndrom som mindreværdige og uønskede?

Jeg tror, at der er en grund til at svare nej til dette. Forældre kan beslutte sig for en abort på grundlag Turner’s syndrom, og gøre dette udfra et motiv, der på bunden ikke er uetisk, nemlig at de foretrækker et barn uden Turners syndrom. De foretrækker ikke, at de kvinder, der har Turners syndrom, ikke eksisterer. De foretrækker heller ikke, at kvinder med Turners syndrom behandles dårligere end andre. Det er derfor meget usikkert, om man med rimelighed kan beskrive samfundets sanktionering af abort på grundlag af Turners syndrom som et udtryk for en diskriminerende holdning overfor kvinder med Turners syndrom.

Sandsynlighed og alvorlighed
De fleste er enige om, at aborter efter et vist tidspunkt kun er etisk acceptable, hvis det motiveres af lidelser eller misdannelser hos barnet, som har en vis grad af alvorlighed og er tilstrækkeligt sandsynlige. Tilstande, som ikke på nogen måde er alvorlige, eller som har en meget ringe sandsynlighed for at indtræffe, kan ikke berettige en sen abort. Kernepunktet i diskussionen vedrører naturligvis, hvad der tæller som alvorligt og sandsynligt nok. Hvor alvorlige skal sygdomme og misdannelser være, og hvor store skal sandsynligheder være, for at der bør gives tilladelse til en abort efter udløbet af perioden for fri abort? Og nok så vigtigt, vil er spørgsmålet: hvilke menneskers vurdering af alvorlighed og sandsynlighed, der skal lægges til grund for en afgørelse i en konkret sag?

Her må man besinde sig på, at alvorlighed og sandsynlighed er naturligvis meget fortolkelige begreber. Abortankenævnet har ikke en særlig indsigt i den korrekte fortolkning af alvorlighed og sandsynlighed; de har blot fået overdraget den opgave at fortage deres egen subjektive vurdering, og lovgivningen bestemmer så, at denne vurdering skal lægges til grund for afgørelser, der vedrører andre mennesker. Men vi er jo i et domæne, hvor vi kan være uenige om vurderingerne, men hvor det er tvivlsomt, om nogen vurdering kan siges at være korrekt. I mangel af mulighed for at formulere eller motivere nogen mere præcis standard for alvorlighed og sandsynlighed, så bør man i højere grad give de meste direkte mennesker mulighed for at selv lægge sig fast på en fortolkning. Også derfor bør abortsamrådene og abortankenævnet have en mere liberal praksis end den nuværende.