Er det på tide at være enige om at være uenige om GMO?

En kommentar i anledningen af Etisk Råds redegørelse om genetisk modificerede afgrøder:

Fragtskibet Hanjin Tampa anløb Århus Havn i december 1996 under stor mediebevågenheden og lastet med gensplejsede sojabønner. Det blev mødt med voldsomme protester på kajen, hvilket var startskuddet til en langvarig strid om genetisk modificerede afgrøder. I dag, knap 10 år senere, offentliggør Det Etiske Råd for første gang en redegørelse om brugen af genetiske modificerede afgrøder. Redegørelsen, som har fået titlen Nytte, etik og tro i forbindelse med udsætning af genetisk modificerede afgrøder, er lavet på opfordring af miljøminister Connie Hedegaard, der gerne ser, at Rådet forholder sig til ’begrebet nytte set i forhold til forskning i og anvendelse af genteknologi’.

På det principielle plan må Rådet siges at være helt overvejende positivt indstillede overfor brugen af genetisk modificerede organismer (GMO). Uenighederne vedrører, hvilken godkendelsesprocedure, man skal anvende, hvilket i øvrigt vil blive debatteret ved dagens konference, hvor rådet fremlægger sin redegørelse. Men uagtet Det Etiske Råds anstrengelser, vil det næppe betyde en afslutning på striden om GMO. Imidlertid kan vi måske håbe på at nå et punkt, hvor vi kan blive enige om at være uenige. Det vil faktisk været et stort skridt fremad. I de 10 år, der er gået siden de gensplejsede sojabønner landede, har debatten nemlig ikke fundet en vinder. Det skyldes, at man har diskuteret med et forkert mål for øje, nemlig at vi skulle nå til en fælles holdning til GMO. Spørgsmålet, som vi bør stille i dag, er om vi behøver det.

Debat uden vindere
Set fra GMO-vennernes synspunkt kan den offentlige debat næppe betegnes som en vinderhistorie. En nylig måling viste, at over halvdelen af befolkningen ville fravælge en vare, hvis den indeholdt GMO. Mange store danske virksomheder afsværger brugen af genetisk modificerede afgrøder, f.eks. Carlsberg. Årsagen er ikke, at de mener, at GMO er sundhedsskadelige eller vil forringe produkternes kvalitet, men at de ikke vil ødelægge deres omdømme. Store supermarkedskæder går samme vej, når de erklærer, at GMO-holdige produkter ikke vil være at finde på deres hylder. På sin vis følger mange politikere i samme retning ved at behandle GMO som rådne æg, uagtet at de i mange tilfælde ikke selv nærer de store betænkeligheder. De er ganske enkelt bekymrende for at lægge sig ud med deres vælgere.

Men set fra GMO-skeptikernes side har debatten næppe heller været en succes. Nok er der indført en mærkningsordning, der påbyder fødevareproducenter at mærke deres varer, hvis de indholder materiale, der stammer fra gensplejsede afgrøder. Mærkningen skal finde sted, også selvom det – naturligvis - i forvejen er et krav, at gensplejsede produkter er helt uskadelige. Til forskel fra f.eks. advarsler på cigaretpakker skal mærkningen altså ikke advare om noget farligt. Mærkningen tjener i stedet til at forbrugere kan fravælge GMO-holdige produkter af holdningsmæssige grunde. Det er en stor sejr for GMO-skeptikere, for det har formentlig medvirket til, at der stort set ikke markedsføres GMO-holdige fødevarer i Danmark

Når GMO-skeptikerne alligevel kun kan regne dette som en delvis sejr, så skyldes det blandt andet, at kød fra dyr, der er blevet fordret med genetisk modificerede afgrøder, ikke skal mærkes, ligesom det heller ikke kræver mærkning, hvis man bruger genetisk modificerede afgrøder i andre sammenhænge, f.eks. i tøjfremstilling. Med den nuværende mærkningsordning er der altså rig mulighed for, at man uforvarende i praksis benytter eller støtter brugen af gensplejsede afgrøder.

At GMO-skeptikere kun delvist har sejret i debatten kan også ses ved en sammenligning med debatten om atomkraft. Blandt andet på grund af folkelig modstand er alle planer om atomkraft i Danmark helt og aldeles skrinlagt. Men GMO-skeptikere har ikke på samme måde vundet slaget om GMO, for blandt forskere, industri og politiske beslutningstagere er det bestemt holdningen, at det sidste ord ikke er sagt. Tværtimod er det udbredt at mene, at ’der må gøres noget’, for at overvinde den folkelige skepsis overfor en potentiel nyttig teknologi, om det så er oplysning, debat eller noget helt tredje, der skal til.

Konsensus-dagsorden
Når den enes nederlag ikke har været den andens sejr, så hænger det sammen med, at begge parter i debatten på en måde har sat det forkerte mål. GMO-vennerne har villet overbevise alle om, at GMO er en potentiel nyttig og helt uskadelig ting, på linje med almindelig forædling, som mennesket jo har betjent sig af i tusinder af år i agerbruget. Skeptikere har plæderet for, at GMO kan vise sig at være en katastrofe med metafysiske og religiøse dimensioner: vi ændrer på skaberværket på en måde, vi ikke har adkomst til.

Men begge parter har i det mindste på overfladen antaget, at hvis blot kendsgerningerne kom på bordet, så vil vi kunne vi blive enige. Begge parter har derfor overvejende appelleret til videnskabelige undersøgelser. Den ene part har fremdraget undersøgelser, der skulle godtgøre, at særligt udvalgte genetisk modificerede afgrøder var uden væsentlige risici, men med store potentielle nyttevirkninger for både landbrugere og forbrugere. Den anden part har citeret undersøgelser, der skulle pege på, at GMO slet ikke kunne indfri løfterne, og at der i øvrigt var mange risici, som dårligt kunne udelukkes.

For GMO-vennerne har denne strategi været det største nederlag. De har efterlyst oplysning og debat og sådan set fået begge dele. Men den underliggende dagsorden har været, at når blot folks uvidenhed om genteknologi var blevet afhjulpet, så ville der være enighed om at acceptere GMO som et godt og nyttigt produkt. Desværre for GMO-vennerne har strategien vist sig uvirksom. GMO-skepsis er ikke først og fremmest betinget af mangel på viden. Oplysning gør ikke skeptikere mindre skeptiske. Tværtimod peger undersøgelser på, at når skeptikere ved mere om de faktuelle ting, så er tendensen, at de bliver mere skeptiske. Oplysning i dette oprørte hav skaber polarisering, ikke konsensus.

Også GMO-skeptikere har haft en konsensus-dagsorden. Her har de fået hjælp fra en mega-trend blandt samfundsforskere, der studerer den folkelige skepsis overfor GMO og andre kontroversielle teknologier. Trenden er nemlig at antage, at når almindelige mennesker er skeptiske overfor ny teknologi, så er det ikke bare en fejl eller mangel. Det er derimod et fuldkommen rimeligt og forståeligt perspektiv at anlægge på grænsesprængende teknologi. At en teknologi ud fra en videnskabelig sandsynlighedsbetragtning er meget lidt risikabel, ændrer ikke på, at den ud fra en folkelig forståelse af risiko helt legitimt kan blive anset som uacceptabel. Følgelig har en alliance af industri, forskere og politikere ikke nogen ret til at bekæmpe folkelig skepsis gennem oplysning, debat eller andre indgreb.

En naturlig følge af dette perspektiv er, at det folkelige perspektiv skal inddrages som et meget væsentligt element i beslutningstagen vedrørende kontroversiel teknologi. Men ideen er ikke, at lægfolk skal oplyses af de videnskabelige eksperter, men derimod at lægfolk er en slags eksperter i deres egen ret (’lay-experts’ hedder det ligefrem), der har samme adkomst til en mening som videnskabelige eksperter.

Læg-personer repræsenterer ifølge dette synspunkt et lige så gyldigt perspektiv på virkeligheden som den videnskabelig ekspertise. Det er bare et andet perspektiv. Derfor har det videnskabelige perspektiv ikke forrang, og derfor bør vi søge en konsensus, der inddrager den folkelige holdning til ny teknologi. Det skal vel at mærke ikke være en konsensus, der dannes ved at læg-personer gennem ’oplysning’ overtager det videnskabelige perspektiv. Konsensus skal dannes gennem forhandling mellem ligeværdige parter, herunder den ekspertise, der er repræsenteret af læg-personer.

Dette synspunkt er igen hjulpet på vej af, hvad der reelt er en temmelig naturvidenskabsfjendsk relativisme. Naturvidenskab anses for blot at være et perspektiv på virkeligheden blandt så mange andre, f.eks. et religiøst, nyreligiøst eller alternativt. Eller også ses videnskab blot som et maskeret udtryk for bestemte ideologiske interesser eller magtinteresser. Påstanden om, at naturvidenskab blot er en ideologi blandt så mange andre falder naturligvis naturvidenskabspersoner for brystet, hvis de overhovedet forstår, hvad der menes. Men det er ikke desto mindre et synspunkt, der stortrives i samfundsvidenskab, teologi og humaniora, dvs. i de discipliner, der beskæftiger sig med at forsøge at forstå den folkelig skepsis mod f.eks. bioteknologi.

Med denne relativisme i bagagen er det klart, at man ikke kan tiltro naturvidenskabelige eksperter rollen som dem, der kan sige, om f.eks. GMO er risikabelt eller ej. Det er en sag, mange fundamentalt set kan have en lige god mening om, og en fælles mening må derfor være op til forhandling.

Dissensus, demokrati og videnskab
Religionskrigene i Europa stoppede ikke ved, at den ene part besejrede den anden. Den fælles lære af krigene var, at man fjernede de religiøse spørgsmål fra den politiske kampplads. Religiøse overbevisninger blev henvist til den personlige sfære. Dermed behøvedes ingen fælles holdning til det religiøse, udover respekten for uenigheder om det religiøse. Når staten ikke påtvinger religioner, men i stedet sikrer, at forskellige religiøse overbevisninger kan trives side om side, så er der ikke noget at slås om. Denne måde at håndtere religiøs uenighed har vist sig uovertruffen, hvilket burde være overflødigt at minde om i disse år, hvor vi næsten dagligt bliver mindet om konsekvenserne af ikke at henvise det religiøse til det private.

Uenigheder om GMO er sjældent direkte religiøst betingede, men ikke desto mindre afhænger de ofte af værdiantagelser, også når de fremstår som uenigheder om de videnskabelige kendsgerninger. Det er naturligvis ikke nogen nyhed. Men det er på tide, at vi drager den oplagte konsekvens. I stedet for at diskutere for eller imod GMO og andre kontroversielle bioteknologier, bør vi stille os selv spørgsmålet, om vi overhovedet behøver at være enige om GMO. Måske er det bedre, at vi bliver enige om at være uenige, dvs. respekterer hinandens forskellige synspunkter, præcist som det sker med religiøse holdninger. Anlægger vi dette perspektiv vil det have vigtige konsekvenser for GMO-debatten, og lad mig her pege på tre:

(1) Respekt for værdimæssige forskelligheder. Tilhængere og modstandere bør ikke se hinanden som misinformerede og irrationelle. Skepsis overfor GMO kan udmærket delvist være udtryk for en værdimæssig holdning, og ikke for uvidenhed. Omvendt baserer GMO-venner deres synspunkt delvist på normative forestillinger om tilladeligheden af at ændre på naturen, og ikke kun på rene videnskabelige kendsgerninger. Vi skal respektere disse værdimæssige holdningsforskelle, ikke forsøge at udradere dem.

(2) Neutralitet i den statslige regulering. Naturligvis er der områder, hvor vi er nødt til at blive enige, eller i det mindste have en fælles politik. Det gælder f.eks. mærkningsordninger og regler for sameksistens, men også samfundets godkendelsesprocedure for overhovedet at tillade, at genetisk modificerede afgrøder sælges eller dyrkes. En godkendelsesprocedure bør ikke være baseret på kontroversielle værdiantagelser, f.eks. den antagelse, at genetisk modifikation er en krænkelse af naturens integritet, og derfor en reduktion af naturens iboende værdi. I stedet bør staten konkret se på, om genetisk modificerede afgrøder med rimelighed kan antages ikke at indebære nogen væsentlig risiko for mennesker, dyr og miljø. Hvis det er tilfældet, så bør det overlades til samfundets borgere at bestemme, om de vil benytte produkterne eller ej. Enhver kan så udtrykke sine mere omfattende værdimæssige holdninger gennem sine valg og fravalg.

(3) Sondring mellem kendsgerninger og værdier. Det er nødvendigt at opretholde en sondring mellem kendsgerninger og værdier. Staten bør være neutral i kontroversielle værdispørgsmål. Men staten kan ofte ikke være neutral i stridigheder om, hvad kendsgerningerne er. Det duer ikke at være neutral mellem dem, der mener, at der er menneskeskabt klimaændring og dem, der mener at det ikke er tilfældet. På det faktuelle område har staten brug for at lægge sig fast på en opfattelse af, hvad kendsgerningerne er.

Nogle perspektiver, de naturvidenskabelige, egner sig til at afdække kendsgerninger om hvordan gensplejsede organismer fungerer, og hvilke risici for mennesker, dyr og miljø, de indebærer. På dette område har veludførte videnskabelige undersøgelser en særstatus, og må ikke devalueres til blot at være et perspektiv på virkeligheden blandt så mange andre. Andre perspektiver egner sig til noget andet, f.eks. at afdække, hvordan GMO anvendes eller opleves, eller til at udtrykke værdimæssige synspunkter. Men perspektiverne bør behandles forskelligt; de er alle nødvendige og legitime, men de spiller ikke på samme bane.

Sondringen mellem kendsgerninger og værdier lyder enkel. Men reelt er den en udfordring for vores demokrati. Demokratiet afhænger af ekspertviden om videnskabelige kendsgerninger. Men eksperter er uenige med hinanden, med politikere, og med offentligheden. Hvordan skal samfundet træffe beslutninger på dette grundlag? Vi kender en strategi for at håndtere værdimæssige uenigheder, nemlig at man gør dem personlige og pålægger staten at være neutral, hvor det er muligt. Det er ikke vejen frem med videnskabelig uenighed. Det duer heller ikke at søge konsensus mellem alle de, der ud fra et hvilket som helst perspektiv er uenige om, hvad kendsgerningerne er. Hvad man i stedet skal gøre ved jeg ikke. Men demokratiets håndtering af videnskabelig ekspertise er en af de vigtigste samfundsfilosofiske udfordringer, vi står overfor. Det er et uløst kerneproblem i GMO-debatten, såvel som mange andre steder.