Kunstig befrugtning til kvinder på 45+?

Spørgsmålet synes ikke stort nok til at fortjene en større debat, hvis man skal tro Informations oplysning om, er der tale om 20 kvinder om året i Storbritannien. Men debatten er alligevel interessant på grund af de mere generelle værdimæssige spørgsmål, der rejses. Loven om kunstig befrugtning siger i §6, at kunstig befrugtning ikke må gives til kvinder over 45. Det er altså ikke ulovligt (trods alt) for en kvinde at blive gravid af naturlig vej, selvom hun er over 45, det et blot ret sjældent, at det sker. I praksis peger tilhængere af dette forbud på fire hovedbegrundelser. Ved nærmere eftersyn er de alle svage:

1) Barnets tarv. Det hævdes at være meget dårligere for et barn at vokse op med en mor på 45+ end med en yngre mor: børnene mangler bedste-forældre, skammer sig over deres gamle forældre, risikerer, at deres forældre vil dø eller blive syge, mens de stadig selv er relativt små og så videre. Men sagen er jo for det første, at det er ren spekulation, hvor meget disse ting faktisk påvirker børn. Men hvis man går ind på spekulationen, så må man jo for det andet sige, at der sikkert også er fordele ved ældre mødre: måske har de typisk flere penge, bedre tid og mere modenhed. Og en række af de utvivlsomt mest væsentlig ting for børns trivsel er da ikke aldersbetingede: børn har især brug for opmærksomhed, nærhed, omsorg, og stimulation fra forældrene, og det kræver jo ikke nogen bestemt alder. Det er muligt, at en mor på 60 ikke så god til at spille fodbold med en 12-årig knægt, men det er der mange yngre mødre og fædre, der heller ikke er, hvorfor mange drenge foretrækker at spille med jævnaldrende. Så børns venner er naturligvis vigtige.

Et andet aspekt i dette ignoreres altid, hvilket er en stor fejl. Der argumenteres for et forbud mod, at kvinder over 45 får børn. Men er det et hensyn til barnets tarv? Mener nogen virkelig, at det er så forfærdeligt at vokse op med en gammel mor, at det ville være bedre, at barnet slet ikke blev bragt til verden?

Selv hvis man ser bort fra dette paradox, så skal man huske på proportionerne. Måske har børn af ældre forældre lidt flere udfordringer. Men har det virkelig et omfang, så det berettiger et statsligt forbud?

2) Hensynet til moderen. Påstanden er, at det slet ikke er godt for kvinder i en høj alder at få børn; kroppen kan dårligere klare den fysiologiske belastning og de har mere brug for deres nattesøvn (har jeg hørt). Det er altid en stor opgave og derfor en alvorlig beslutning at få et barn, så et anstændigt menneske vil naturligvis altid overveje det. Men det er da en besynderlig og umotiveret paternalisme at gå ud fra, at ældre kvinder aldrig vil være i stand til at være mødre, eller at den enkelte kvinde aldrig på ansvarlig vis kan eller vil overveje, om hendes kræfter slår til.

3) Naturen. Lovgivningen er udtrykkeligt motiveret af et hensyn til, at kunstig befrugtning skal ligge så tæt på naturen, som muligt, og det er en del af baggrunden for aldersgrænsen. Så selv hvis ældre mødre viste sig at være meget bedre mødre end yngre, så ville der alligevel være en grund til at opretholdet et statsligt forbud med henvisning til naturens orden.

Men det er lettere forrykt. Det giver ingen mening, at vi i den forstand skal indrette vores liv efter mere eller mindre konstruerde forestillinger om, hvad der er naturligt. Det er også derfor, at vi uden tøven lader være: vi vaccinerer, laver kejsersnit og mange andre ting, der er oprør mod naturen snarere end underkastelse. Det centrale ideal er ikke hvad der er naturligt, men hvad der bidrager til, at mennesker lever et godt liv. Som bekendt har vi forskellige forestillinger om det gode liv, hvilket giver sig udslag i, at mennesker vælger forskellige livsformer, herunder forskellige familieformer. At en livsform ikke er naturlig er ikke en grund til at fordømme den, for slet ikke at tale om at forbyde den.

4) Kulturen. En sidste overvejelse går på, at fremkosten af alternative familieformer vil ændre på vores normer og forestillinger om, hvad familie og forældreskab er. Vores begreb om familie og forældreskab vil ikke længere være forestillingen om den heteroseksuelle, naturligt fertile familie, hvor børnene kommer til mens forældrene, eller ihvertfald kvinden, er yngre.

Det er rigtigt, men hverken en nyhed eller en katastrofe. Hvorfor skulle det være et problem, at vores begreber differentieres? Her sker det oven i købet for, at begreberne kan indfange den virkelighed, vi lever i? Det samme sker hele tiden med vores begreber. For at tage et aktuelt eksempel: mange etniske danskeres begreb om, hvad det vil sige at være muslim, er for nylig blevet nuanceret en del.

I en stærkere variant (som jeg tit har hørt fremsat i Etisk Råd) går kultur-argumentet på, at alternative familieformer, f.eks. lesbiske familier med børn, på en eller anden måde skulle gøre tilværelsen umulig for heteroseksuelle kernefamilier. Den traditionelle kernefamilie trues af underminering af de andre familiformer. Det er naturligvis noget uigennemtænkt vrøvl. Hvorfor i alverden skulle det vanskeliggøre mit liv i min heteroseksuelle kernefamilie, at andre mennesker lever sammen på andre måder?

Når man ser debatten får man indtryk af et mønster. Vi har en meget stærk forestilling om den normale familie, som naturligvis er den heteroseksuelle kernefamilie, hvor forældrene er et sted imellem først i 20'erne og sidst i 30'erne, og børnene undfanget af naturlig vej. Tendensen er, at alle afvigelser fra dette mødes med mistro og fordømmelse, grænsende i nogle tilfælde til dæmonisering.

I slutningen af 80'erne diskuterede man ganske almindelig kunstig befrugtning, som jo var en afvigelse fra det normale, og modstanden var betydelig. Modstandere argumenterede med henvisning til præcis barnets tarv, moderens tarv, naturen og kulturen. Et daværende medlem af Etisk Råd krævede, at man forbød det hele. I dag er modstanden om almindelig kunstig befrugtning stort set forstummet, og det er ikke fordi folk har vænnet sig til et stort onde, men fordi argumenterne mod kunstig befrugtning dengang dengang som nu er svage.

Men debatten drejer sig nu om andre afvigere. For nylig var det lesbiske kvinder, der ønsker at få børn, der holdt for. Også her slår man på en række af de samme ting, især barnets tarv, naturen og kulturn. At der ikke er dokumentation for, at børn af lesbiske skulle være dårligere stillede end andre børn, interesserer sjovt nok ikke fortalere for barnets tarv, ligesom det ikke bekymrer, at natur ikke er noget, vi lægger vægt på i alle mulige andre situationer. Hvorfor skal netop lesbiske af samfundet tvinges til at indrette sig efter en mere eller mindre indbildt naturens orden?

Med revisionen af loven om kunstig befrugtning, som netop er vedtaget, er forbudet mod at yde kunstig befrugtning til lesbiske blevet ophævet. Så en af de få tilbageværende statslige forbud mod at få børn ved kunstig befrugtning vedrører alder. Det er i derfor ikke så overraskende, at netop det bliver genstand for diskussion.

Men det er vigtigt at se den større sammenhæng: den normdannende forestilling om den heteroseksuelle naturligt fertile kernefamilie, og dæmoniseringen af afvigerne. Ingen kan naturligvis have ondt af, at rigtig mange mennesker har den heteroseksuelle kernefamilie som foretrukken livsstil. Men det er da yderst problematisk, at mange tilsyneladende er tilhængere af, at der bruges statslig magt til at tvinge alle ind i denne form, eller at afstå fra at få børn.

Det er som om, at det er gået disse debatter ram forbi, at vi lever i et liberalt demokrati, hvad alle givetvis i andre sammenhænge er stærke tilhængere af. I et liberalt demokrati er statsmagten tilbageholdende med at forbyde livsformer, og gør det som hovedregel kun, når når der er tale om livsformer, der er skadelige og ufrivillige. Hvis man er liberal demokrat, så er statslig livsstilstvang uhørt.

Derfor er diskussionerne af barnets tarv naturligvis vigtige. Men lige så vigtigt er det, at man forholder sig seriøst til, hvordan børn i alternative familieformer faktisk har det. Ellers er retorikken om barnets tarv blot et camufleret ønske om, at staten ved tvang skal fjerne livsformer, man ikke bryder sig om.