Krarup om menneskerettigheder

Krarup beklager sig over mange ting, men også over at hans kritik af menneskerettighederne hverken tages til efterretning eller forstås. Det sidste er faktisk et problem for debatten, og det følgende er et forsøg på at råde bod. Til gengæld bliver det så ret oplagt, hvorfor Krarups kritik ikke bør tages til efterretning

Hvad er menneskerettighedernes grundlag? Det er historisk velmotiveret og måske effektfuldt at fremstille de konkrete formuleringer af menneskerettighederne som selvindlysende eller gudgivne. De er ingen af delene. Men der er alligevel et enkelt og stærkt rationale for menneskerettighedsinstitutionen. Det bygger på to elementer, hvor det ene er en antagelse af en universel moderat hjælpepligt: alt andet lige er det en moralsk god ting, som vi bør fremme, at mennesker har mulighed for at leve deres liv uden statslig sanktioneret undertrykkelse, mishandling og udnyttelse. Dette gælder også geografisk og kulturelt fjerne mennesker. Næppe mange vil hævde, at vi bør ofre alt på fremmede individer i nød. Men den moderate hjælpepligt siger også blot, at vi i det mindste bør gøre noget. Den anden antagelse er, at menneskerettighedsinstitutionen er et brugbart instrument til at reducere forekomsten af de nævnte onder. Vi kan derfor indløse en del af vores universelle hjælpepligt ved at støtte op om institutionen.

Retfærdighed
Hvad er Krarups mere detaljerede argumenter mod menneskerettighedsinstitutionen? I hans bog Dansen om Menneskerettighederne (Gyldendal 2000) fremføres et netværk af indbyrdes relaterede kritikpunkter. Meget vedrører historiske figurer og relativt løst definerede åndshistoriske kategorier, hvilket gør det vanskeligt at sige præcist, hvad de centrale argumenter går ud på. Det følgende er et forsøg på en rekonstruktion af de mest centrale overvejelser, med angivelse af hvorfor kritikken ikke rammer.

En første indvending er, at ideen om menneskerettighederne er baseret på en forfejlet ide om retfærdighed. Krarup skriver, at »retfærdighed kristeligt forstået er et andet ord for Guds tilgivelse af syndere eller for synderens henvisthed til Gud« (s. 26). At være et retfærdigt individ er ikke et spørgsmål om at udføre bestemte handlinger. Retfærdighed drejer sig alene om, at man står i et særligt forhold til Gud. En følge er, at mennesket intet selv kan gøre for at blive retfærdigt. Retfærdighed er at have fået Guds tilgivelse, og den kan kun Gud give. Man er således alvorligt på vildspor, hvis man tror, at menneskerettigheder har noget med retfærdighed at gøre.

Der er et simpelt svar. Udtrykket ’retfærdighed’ bruges i flere betydninger. Den normale brug vedrører ikke Guds tilgivelse, men f.eks. den mere meget ligefremme, at man kan handle mere eller mindre retfærdigt over for andre alt efter i hvilket omfang, man selv respekterer eller fremmer respekt for deres rettigheder. Folk, der går ind for menneskerettigheder, befatter sig med retfærdighed i denne eller beslægtede helt normale betydning. Menneskerettigheder har derfor ikke samme funktion i deres univers som Gud har i Krarups. De behøver ikke at have den fejlopfattelse, at menneskerettigheder eller deres støtte til sådanne har noget som helst med Guds tilgivelse at gøre, eller på anden måde vil give dem selv noget.

Krarup vil givetvis svare med en anden indvending. Der er, siger Krarup, loven som er givet af konge eller parlament, og som udmøntes og håndhæves. Derudover er der, hvad Gud måske fordrer af os. Men al snak om, at man bør gør det ene eller det andet, som ikke henholder sig til den givne lov, er ideologisk støj (s. 27). Krarup afviser dermed, at der er en universel hjælpepligt.

Det er dog ikke et synspunkt, Krarup gennemfører konsekvent. Vores nationale lovgivning er, hævder Krarup, hverken gudgivent eller selvindlysende, men menneskeværk: »ethvert samfund og enhver jordisk magt er skrøbeligt, ufuldkomment menneskeværk, som ikke skal tilbedes og dyrkes, men adlydes og respekteres for den gavn, det skænker menneskene.« (s. 39).

Lovgivning kan med andre ord underkastes en etisk vurdering ved at se på dens gavnlighed. Så ikke alle etiske vurderinger er ideologisk støj når det kommer til stykket. Og ganske bemærkelsesværdigt underkaster Krarup den nationale lovgivning en etisk vurdering, som lige så godt kan anvendes på mennesrettighedsinstitutionen.

Næstekærlighed
En tredje indvending mod menneskerettighederne går på, at de udgiver sig for at være udtryk for næstekærlighed, eller rettere ’organiseret næstekærlighed’, et udtryk Krarup med afsky citerer den tidligere EU-kommisær Poul Nielson for. Sandheden er, siger Krarup, at næstekærlighed af natur kun kan udfoldes i »din daglige virkelighed, på din rejse eller dit arbejde, uforberedt, uventet, i det øjeblik eller den situation, hvor du falder over et menneske eller din næste møder dig som dette nærmeste menneske, der fordrer dig« (s. 36). Konsekvensen er, at ’enhver professionaliseret og organiseret næstekærlighed’ er en begrebslig umulighed.
Svaret er enkelt. Krarups har højst en terminologisk pointe, som ikke anfægter den centrale motivation for menneskerettighederne, nemlig den universelle moderate hjælpepligt. Man kan udmærket fastholde hjælpepligten som motivation, men medgive Krarup at næstekærlighed er noget andet.

En fjerde indvending er, at menneskerettighederne til forskel fra den nationale lovgivning faktisk slet ikke fører noget godt med sig, men tværtimod i sig rummer kimen til tyranni og undertrykkelse. Menneskerettighederne er et produkt af oplysningstidens forestillinger om, at mennesket kan og bør frisættes fra den undertrykkelse, som udgjordes af tradition, politiske systemer og religion. De totalitære utopiske projekter, man fandt i nazisme og kommunisme, trækker på samme hammel, hævder Krarup, idet de ønsker at opbygge et nyt samfund mere eller mindre fra bunden. Man må så frygte, at menneskerettighedstanken vil føre tilsvarende katastrofer med sig.

Men det er mildt sagt svært at se, hvorfor det skulle være tilfældet. Menneskerettighedstanken er udtryk for liberal individualisme. Den centrale ide er, at stater skal respektere enkeltindivider, primært ved at håndhæve de velkendte sæt af borgerlige frihedsrettigheder.

Kommunistiske og nazistiske bevægelser var enige om at vende sig mod den liberale individualisme, som de anså for fordærvet. Og netop den manglende vilje til at respektere enkeltindivider var et afgørende skridt mod katastrofen. Krarup giver ikke nogen som helst fornuftig grund til at tro, at det, at vi insisterer på, at stater respekterer enkeltindivider skulle medføre tilsvarende katastrofer.

Krarup nævner anarkiet i kølvandet på den franske revolution som et eksempel på det tyranni, menneskerettighedstanken kan føre med sig. Men at anarki kan føre til uhyrligheder er desværre ikke overraskende. Det viser ikke, at styreformer baseret på respekt for individer også gør det.


Sædelighedsetik
Formentlig vil Krarup som en femte indvending afvise, at der er en hjælpeforpligtelse, der strækker sig længere end til grænserne af det nationale fællesskab. Nationer har normalt historisk overleverede moralske normer og værdier og hævdvundne måder at indrette det fælles liv på, dvs. en sædelighed, med et udtryk lånt fra den tyske filosof Hegel. En sædelighedsetik hævder, at den egentlige målestok for rigtige og forkerte handlinger, og for samfundets indretning i det hele taget, er at finde i det konkrete samfunds sædelighed. Mange steder synes Krarup at tilslutte sig en sædelighedsetik.

For en sædelighedsetiker er al snak om etiske normer uden for en konkrete sædelighed grundløst fantasteri. Ligeså med en universel hjælpeforpligtelse.
Der er mindst to udfordringer til denne indvending. Den ene er, at sædelighedsetik er mindst lige så kontroversiel som det universalistiske synspunkt, det afviser. Krarup angiver ingen regulære grunde til at foretrække det ene frem for det andet. Den anden udfordring er følgende. Selv om det ikke gælder en universel hjælpepligt, så kunne det jo godt være en del af dansk sædelighed, at vi påtager os et ansvar over for andre mennesker end danskere, også selv om de bebor fjerne egne af verden. En del af det ansvar kunne vi løfte ved at støtte op om rettighedsinstitutionen. Hvordan kan Krarup uden videre afvise denne tolkning af nationens etisk arv? Hvorfra ved Krarup, at dansk sædeligheds hjælpepligt stopper lige netop ved landegrænsen? Krarup giver ingen grunde.

Såvidt de vigtigste af Krarups angreb på menneskerettighederne, når de bliver skrevet ud i klartekst. Som man kan se er kritikken ikke særligt overbevisende. Så måske er der alligevel mange, der faktisk har forstået, hvad Krarups kritik går ud på.

Trykt som kronik i Information, d. 1.4.2005. Læs en længere kritik og analyse af Krarups kritik af menneskerettighederne her.