Ytringsfrihed og tankefrihed

Da karrikaturkrisen for omtrent et år side var på sit højeste var jeg, som sikkert næsten alle danskere, i vildrede om karrikaturer, ytringsfrihed, brændende flag, sårede religiøse følelser og passende eller upassende undskyldninger. Jeg fandt så J.S. Mill’s On Liberty frem, hvis kapitel 2 ’On the Liberty of Thought and Discussion’ er et locus classicus for den europæiske tænkning om ytringsfrihed. Mills møjsommelige analyser af argumenter for og imod friheden til at ytre sig og tænke over hvad som helst er fascinerende, men også beroligende, for Mill’s hovedargument bygger på den betydning, som ytringsfrihed har for en fri, kritisk diskussion, hvilket igen er afgørende både for den videnskabelig indsigt og moralske sensibilitiet, der bliver et samfund til del.

Men jeg forstår nu, at jeg hellere skulle have brændt Mills bog. Ytringsfrihed er ikke til diskussion, hvilke betyder, at man ikke må give sig i kast med at karakterisere, hvordan ytringsfrihed passer ind i den større pakke af normer og værdier, der kendetegner det liberale demokrati.

Dette er kernen i det komplet idiotiske angreb, Lars Hedegaard, Lone Nørgaard og et par medløbere de eneste par dage har iværksat mod min gode kollega Nils Holtug for nylig.

Anledningen er, at Holtug har fået en bevilling på 7 millioner fra FKK til et forskningscenter, hvis mål det er at analysere blandt andet dette spørgsmål. Men her vil Lars Hedegaard og de andre skarprettere have lukket for dybere analyser. Ikke bare ytringsfrihed, skal filosoffer og andre afholde sig fra at forsøge at forstå bedre, men også vigtige emner som multikulturalisme, minoriteters rolle i et liberalt demokrati. Det er vel egentlig alle dele det liberale demokratis normative grundlag, der skal underkastes et diskussions- og analyseforbud?

Lars Hedegaard og de andre køllesvingere ved sikkert med sig selv, hvad de skal mene om tørklædeforbud, multikulturalisme og alle mulige andre spørgsmål, der rejser sig for vores liberale demokrati. Men de ved åbenbart også en anden ting, nemlig at man ikke må forsøge at forstå og udrede synspunkters komplicerede netværk af begrundelser, argumenter og modargumenter, og modargumenter til modargumenter, der til stadighed frembringes i den internationale debat, og i den danske debat – indtil videre.

Idiotisk er angrebet, men også ynkeligt. Hvis nogen forsøger at argumentere mod noget af det, Lars Hedegaard er overbevist om, så burde det jo være en smal sag for ham at udpege en fejl i argumentet? Eller er der noget at være bange for?

Sagens kerne er desværre ligeså triviel som den er trist, nemlig politisk korrekthed. Politisk korrekthed er ikke en bestemt pakke af holdninger til passiv rygning, miljøsagen og fædres barselsorlov. Nej, politisk korrekthed er en holdning til holdninger. Politisk korrekthed er den indstilling, at bestemte holdninger ikke må diskuteres men skal antages som dogmer. De politisk korrekte har selvfølgelig forskellige dogmer. Men de er enige om at fare frem ved at undertrykke begrundelser og argumenter. For den politisk korrekte er holdninger og værdier noget man kæmper for, ikke noget man begrunde i en diskussion. Fjenden - de, der mener noget andet – skal overvindes, ikke overbevises. Sejren skal i hus, ikke ved argumenter, men ved at modstandere intimideres til tavshed eller fjernes fra kamppladsen.

Den virkelige konflikt er går ikke på substantielle spørgsmål som ytringsfrihed og multikulturalisme eller de andre emner, forskningscentret vil beskæftige sig med. Konflikten er mellem de politisk korrekte, der mener at analyse og begrundelse er uanstændigt og farligt, de ukorrekte, der tværtimod mener, at den er nødvendig.

Hedegaard og de andre skarprettere tager værdikampen for bogstaveligt. De ser det som en kamp, hvis mål er at lukke munden på fjenden og hvor alle midler gælder. De er dermed åndsbeslægtede med de brostenskastende idioter på Nørrebro; blot bruger de ord som brosten. De tror ikke på værdien af det gode argument. De er fornuftsskeptikere med et fjendebillede, præcis som man finder det i den gamle universitetsmarxisme, de har taget afstand fra, men åbenbart stadig står i åndelig gæld til. Præcis som de islamistiske fjender af det vestlige liberale demokrati. Under den politiske korrekthed ligger altid en mistro til værdien af argumenter og fornuft.

Det forstemmende ved hele sagen er ikke, at nogen politiserer med deres forskning. Risikoen for, at det sker i et internationalt akademisk miljø er lille. Selvfølgelig har Holtug og co. holdninger. Men de fremfører dem kun, hvis de også har gode argumenter, og de har dem kun indtil gode argumenter overbeviser dem om noget andet. Ellers var de færdige som forskere. Nej, det forstemmende er, at endnu en del af den akademiske diskussion skal gøres til slagmark i værdikampen, så det bliver umuligt at foretage en sober udredning af det normative grundlag for det liberale demokrati.