Ingen genoplivning ved hjertestop

Næste gang læseren er på hospitalet med en alvorlig sygdom, så se lige om, om der et eller andet sted skulle stå ’-2222’ eller ’-555’ på de første sider af journalen. I givet fald er forklaringen følgende: ’2222’, ’555’ er lokaltelefonummeret, som personalet ringer til, hvis en patient får hjertestop. Det lille minus foran betyder, at man har besluttet ikke at ringe.

Andre steder er systemet, at man sætter et rødt mærke på forsiden af patientens journal. Pointen er den samme. En kode i journalen viser, at personalet har truffet en beslutning om, at der ikke skal forsøges genoplivning ved hjertestop. Denne beslutning skal naturligvis kommunikeres til alle dele af personalet, der har med patienten at gøre, og derfor skal den skrives et eller andet sted. Via lovbestemt journalindsigt kan patienter få adgang til deres journaler. Og så er det sin sag af anføre i klartekst, at man anser patienten for at være for syg til at genoplivning giver mening. Særligt hvis man ikke har talt med patienten og sikret sig, at han eller hun er indforstået.

At dette foregår er alment kendt for sundhedsprofessionelle, men sjældent forsøgt nærmere kortlagt eller dokumenteret. En lille flig af denne grå side af sundhedsvæsenet er afdækket i en artikel af lægerne Nicola Hvidt Ballin og Peter Gjersøe, som blev trykt i Ugeskrift for Læger den 26. marts i år. I undersøgelsen er 193 medicinske afdelinger på danske hospitaler via et spørgeskema blevet spurgt om deres praksisser i forbindelse med ordinationen ”Ingen genoplivningsforsøg ved hjertestop”. Her viser det sig, at blandt de 138 afdelinger, der svarede tilbage, bruger 92% ordinationen. På 58% af afdelingerne brugte man ikke kode som ovenfor beskrevet, men det gjorde man altså på 33% af afdelingerne.

Hvor tit spørger man patienterne om de er indforstået med at få ordineret ’ingen genoplivning ved hjertestop’? Ofte vil der være tale om at ordinere ’ingen genoplivning’ til patienter, der så syge, at det ikke giver mening at spørge dem om noget som helst. Men, som det lakonisk hedder i Ballin og Gjersøes artikel: ’På spørgsmålet om, hvor ofte kompetente patienter inddrages inden IGVH [ingen genoplivning ved hjertestop] ordineres var svarene ”altid” på 20 (14%) afdelinger, ”ofte” på 34 (25%) afdelinger, ”sjældent” på 59 (43%) afdelinger og ”aldrig” på 12 (9%) afdelinger.’ Her er ’kompetente patienter’ de patienter, der har mentale ressourcer i behold til selv at tage stilling til deres behandling. Op mod 70% af de medicinske afdelinger rapporterer altså, at kompetente patienter sjældent eller aldrig inddrages i en beslutning om, at de ikke skal forsøges genoplivet i tilfælde af hjertestop.

Disse praksisser er reaktioner på et dybere problem. Patienters juridiske stilling i sundhedsvæsenet er baseret på idealet om selvbestemmelse. En patient ses som en person, der kan, vil og har ret til selv at træffe de afgørende beslutninger vedrørende sit eget liv. Retten til selvbestemmelse er ikke en ret til en hvilken som helst behandling eller undersøgelse, man måtte ønske, men kun en ret til at vælge mellem de medicinsk indicerede behandlinger og undersøgelser, dvs. de behandlinger og undersøgelser, der udfra en lægefaglig betragtning er medicinsk relevante . Muligheden for at vælge forudsætter information, og derfor har patienter ret til fyldstgørende information om relevante behandlinger og undersøgelser.

Det er klart, at idealet om selvbestemmelse tilsiger, at en så vigtig beslutning som den, at en ellers livreddende behandling ikke skal iværksættes, ikke kan træffes uden at patienten tages med på råd. Ordinationen ’ikke genoplivning ved hjertestop’ er på dette punkt ikke anderledes end andre ordinationer, også selvom den går på, at en behandling netop ikke skal ordineres.

Men patienters ret til selvbestemmelse omfatter ikke bare retten til at få relevant information, men også retten til at blive sparet for denne information. Man har retten til at vide, men også retten til ikke at vide, og dermed retten til ikke at tage stilling til et spørgsmål, der er for tungt. Men hvordan finder man ud af, at et spørgsmål er for tungt uden at stille det? Lægers pligter omfatter ikke blot hensynet til selvbestemmelse, men også til den eksistentielle sammenhæng i patienters tilværelse. Spørgsmålet ’hvad ønsker du, at vi skal gøre, hvis du får et hjertestop?’ har implikaturer, som er helt umisforståelige for den der stadig håber at vinde kampen mod en sygdom. I nogle tilfælde taler dette hensyn afgørende imod at stille spørgsmålet.

Når man undertiden holder ordinationen ’Ingen genoplivning ved hjertestop’ i kodesprog, er det et velment forsøg på at håndtere disse fundamentale etiske konflikter. Måske er det ikke den bedste praksis, og det skal de ansvarlige erkende. Men fremfor alt skal alle erkende, der ikke er en smertefri må at udmønte idealet om selvbestemmelse på.

Nicola Hvidt Ballin & Peter Gjersøe, ’Ordinationen ”Ingen genoplivningsforsøg ved hjertestop’, Ugeskrift for læger, 169/13, 26. marts 2007, s. 1205-1208.

Denne kommentar har været trykt i Information d. 8.10.2007